FC Midtjyllands træner var en skuffet, men også fattet mand, da han efter fredagens superliganederlag til OB analyserede kampen.
- Det var en kamp, vi havde under kontrol. Det var en kamp, vi styrede, og det var en kamp, hvor vi kan takke os selv for at tabe 1-2, siger Glen Riddersholm til TV2 Sport.
- Vi forsømte at vedholde vores tryk, vi forsømte at blive ved med at spille, og vi forsømte at være aggressive i vores presspil.
FC Midtjylland kom foran 1-0 i første halvleg og lignede et hold, som havde flere mål i sig mod et dårligt spillende OB-mandskab. Men i anden halvleg ændrede kampen fuldstændig karakter, og ved sidste slutfløjt stod der 2-1 til fynboerne.
- Vi spiller forholdsvist umodent, og det burde ikke være nødvendigt, når man tænker på, at mange af de her spillere har en god erfaring. Og det er for dårligt, siger Riddersholm.
- Vi havde alle trumfer på hånden, og vi valgte at spille dem alle over på OB's banehalvdel. Og så taber man fodboldkampe.
Han håber på, der kommer en trodsreaktion fra spillerne inden næste fredags kamp ude mod AaB.
- Og så skal vi lære, vi ikke kan give en lillefinger til vores modstandere, for så tager de hele armen, siger træneren.
FC Midtjyllands mål blev scoret af Sylvester Igboun.
/ritzau/