Latino-sangeren Ricky Martin starter det nye år som single.
Efter fem års parforhold er han og kæresten Carlos Gonzales nemlig gået fra hinanden. Det skriver femalefirst.com.
- Ricky og Carlos har i fællesskab besluttet at slutte deres forhold, men de vil fortsat være forenet i deres venskab og deres fælles oplevelser, siger en talsmand for den 42-årige latino-stjerne til people.com.
Det var ellers en forelsket Ricky Martin, der i april udtalte sig til magasinet "Vanity Fair".
- Jeg har oplevet fantastiske ting med min partner. Kompleksitet, forståelse og på samme tid frihed. Og ingen frygt for at blive dømt af min partner. Det er, hvad jeg har fundet i Carlos, sagde han den gang.
Men nu varede lykken altså ikke længere, og de to mænd er gået hver til sit.
Året før Ricky Martin mødte Carlos Gonzales, fik han de femårige tvillinger Matteo og Valentino, som er født af en rugemor i august 2008.
Newspaq