Ricky Martin har igennem et halvt menneskeliv levet "la vida loca".
Og det har nok været en anelse for loca. Latinotyren har nemlig levet det på en løgn.
Men nu er det slut.
"Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg er en heldig homoseksuel mand. Jeg er meget glad for, at jeg er, hvem jeg er," skrev den puertoricanske sanger på sin Twitter-profil mandag.
Offentliggørelsen kommer efter 38 år, hvor Ricky Martin ellers hårdnakket har fastholdt, at det udelukkende var kvinder, der interesserede den altid solbrune og veltrænede latino-lover.
Twitter-offentliggørelsen kommer i forbindelse med sangerens selvbiografi, som lige nu er under produktion, og Ricky Martin ved, at han med den nye bekendelse vil lukke nogle skeletter ud af skabet, som i mange år har plaget ham.
"Fra det øjeblik, jeg skrev første sætning, følte jeg mig sikker på, at bogen ville hjælpe mig til at være ærlig omkring nogle ting, som jeg har holdt for mig selv i lang tid," siger han ifølge nyhedsbureauet AP.
Ifølge Ricky Martin skyldes den mangeårige løgn, at han havde fået besked om, at det ville være bedst for hans karriere, hvis han var straight.