De sidste uger har budt på usædvanligt mange dødsfald blandt folkelige og populære danskere.
I går var det således nyheden om Ulla Jessens død, der ramte forsiderne.
For entertaineren Richard Ragnvald betød det, at han ikke kun mistede en, men to gode venner på samme dag.
Det ramte selvklart hårdt, som den 77-årige sanger selv fortæller det i et opslag på Facebook.
- I dag (15/11) er for mit vedkommende noget af en underlig og trist dag. På samme dag har jeg mistet to af mine rigtig gode venner, indleder Richard Ragnvald og fortsætter.
- I formiddags fik jeg et opkald, at min gode ven igennem mange år, Henrik Rud, tourmanager og impresario fra "Gang i Danmark", i nat sov stille ind efter længere tids sygdom, skriver Richard Ragnvald.
Senere på dagen modtog han så med sorg nyheden om Ulla Jessens død.
LÆS OGSÅ: Ulla Jessen er død.
De to kendte hinanden siden 1981, hvor de spillede tremandsrevy sammen med navnkundige Gotha Andersen på ABC teatret i Horsens.
- De vil begge to blive savnet. R.I.P.. Æret være deres minde, slutter Richard Ragnvald opslaget, hvor han også præsenterer to billeder af de nu savnede venner.