Mikkel Kesslers tidligere træner Ricard Olsen håber, at den danske bokser bliver godt betalt for at møde Carl Froch i Storbritannien.
Selv om Olsen tror på Kessler, så forventer han en meget vanskelig opgave for danskeren.
- Jeg håber, at der er godt med penge i den. Det er det, det handler om, fastslår Ricard Olsen, da han hører om den kommende kamp, der skal bokses på en endnu ukendt dato i Frochs hjemland.
- De står godt til hinanden, fordi de har to forskellige boksestile. Mikkel kan bokse, og den anden han kan kun fighte.
- Jeg er overbevist om, at Mikkel er bedst, men alt kan ske i en boksekamp, siger Ricard Olsen.
For tre år siden i april 2010 vandt danskeren en pointsejr i Herning over Carl Froch i Super Six-turneringen. Det var en yderst tæt affære, men Ricard Olsen mener, at Kessler fik vist, at han var den bedste.
- Den kamp vandt Mikkel helt klart, selv om han blev ramt en del. Kampen var meget lige, men jeg synes alligevel, at Mikkel vandt klart, siger Ricard Olsen.
Mikkel Kessler har tidligere tabt til Joe Calzaghe og Andre Ward på udebane. Får det betydning, at han nu skal bokse i Storbritannien?
- Det kan det godt gøre. Man ved jo, at dommerne ind i mellem bliver bestukket. Det er jo professionel boksning.
Er Kessler tvunget til at vinde på knockout, eller kan han godt vinde på point?
- Han kan godt vinde på point, hvis dommerne er fornuftige, og de ikke er korrupte, men det er svært når, man er i udlandet, siger Ricard Olsen.
/ritzau/