Kong Frederik tager til Ribe, Horsens og København i forbindelse med afviklingen af dette års udgave af Royal Run.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund og DGI i en fælles pressemeddelelse mandag.
Kronprins Christian skal til Viborg, mens dronning Mary tager en tur til Korsør for at deltage.
Siden 2018, hvor Royal Run blev afviklet for første gang i anledning af kongens 50-års fødselsdag, er begivenheden blevet lidt af et tilløbsstykke.
I november blev 97.500 billetter til løbet solgt på lidt over otte timer, hvilket ikke var set hurtigere før. Også antallet af solgte billetter satte rekord.
Ifølge Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund, har løbet efterhånden udviklet sig til at være en dansk tradition.
- Det er et synligt bevis på, hvad fællesskab og motion kan, når de forenes, siger han i pressemeddelelsen.
- Vi værdsætter kongeparrets store engagement i Royal Run, og det er meget glædeligt, at kronprinsen igen vælger aktivt at deltage i motionsfesten.
I Esbjerg Kommune ser man frem til, at kongen kommer for at tage hul på løbet i Ribe.
- Vi er meget stolte over, at kongen skyder Royal Run i gang i vores charmerende, gamle kongeby, hvor historiens vingesus vil give deltagerne en helt særlig oplevelse, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
- Forberedelserne er i fuld gang, og vi kan godt love en motionsfest ud over det sædvanlige i Ribe.
Motionsløbet arrangeres af idrætsvisionen "Bevæg dig for livet", som DIF, DGI og Dansk Atletik står bag.
I alle byer kan man vælge mellem distancerne en mil, fem kilometer eller ti kilometer. En mil svarer til cirka 1,6 kilometer.
Løbet finder sted 9. juni 2025.
/ritzau/