- Det er trist, men han havde det skidt til sidst, og hans syn begyndte at svigte.
Det fortæller revykollegaen Henrik Lykkegaard til Ekstra Bladet i en reaktion på, at Ulf Pilgaard er død efter kort tids sygdom.
Han tilføjer, at "det er en stor kanon, der går fra nu", og han husker Ulf Pilgaard for hans "gode arbejdsmoral og flittighed".
- Det er et fyrtårn, der ikke er der mere, siger han.
Henrik Lykkegaard har stået på scenen i Cirkusrevyen på Bakken i mange år.
Også revydronningen Lisbet Dahl sætter ord på tabet af sin mangeårige kollega.
- Han har betydet utrolig meget for mig, vi kunne lige så godt have været gift, siger hun til TV 2.
Hun tilføjer, at de har været nære venner, siden hun var 25 år. Og nære samarbejdende altid.
- Ulf var min diametrale modsætning – han var intellektuel. Vi havde alligevel samme humor og kunne falde om af grin over de samme ting, selvom vi var vidt forskellige mennesker, fortæller Lisbet Dahl.
Ulf Pilgaard debuterede i Cirkusrevyen i 1968, hvor han optrådte i fem sæsoner. I 1986 vendte han tilbage, og i oktober 2021 sagde han endegyldigt farvel.