Selv om de sagkyndige var uenige om, hvorvidt Anders Behring Breivik var utilregnelig, da han dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya, er der ikke rejst tilstrækkelig tvivl om massemorderens tilregnelighed.
Sådan lyder det fra byretsdommer Wenche Elizabeth Arntzen, efter at Oslo Byret har idømt Breivik forvaring på 21 år for massakren 22. juli sidste år. Forvaringen har en minimumtid på 10 år.
Med dommen står det klart, at retten har fundet Breivik tilregnelig.
Op til offentliggørelsen af dommen var der på grund af to modstridende rapporter fra retspsykiatere tvivl om, hvorvidt den 33-årige ville blive erklæret tilregnelig eller utilregnelig i gerningsøjeblikket.
Men dommerne i retssagen valgte altså at finde Breivik tilregnelig.
Dommeren sagde, at straf og afsoning generelt giver den dømte en mulighed for at ændre sig - og derfor ikke udelukkende kan ses som en straf.
- Det er principielt betænkeligt med en uberettiget sygeliggørelse af deres sind, siger Wenche Elizabeth Arntzen.
Breiviks forsvarer har argumenteret for, at Breivik var fuldt tilregnelig i gerningsøjeblikket. Anklagemyndigheden var derimod i tvivl om Breiviks tilregnelighed og havde derfor plæderet for en behandlingsdom.
Dommeren har givet en historisk gennemgang af straffeloven og har brugt lang tid på at diskutere ændringerne, som trådte i kraft i 2002. Her blev begrebet "sindssyg" erstattet med "psykotisk".
Videre gav hun en grundig redegørelse for gældende ret på området med henvisning til tidligere domme.
Breiviks advokat har besluttet sig for ikke at anke dommen. Med den udmelding er det nu op til anklagerne, om det endelige punktum er sat i sagen.
/ritzau/