Opdateret kl. 14:50
Retten i Herning har fredag frifundet fire mænd for anklagen om gruppevoldtægt og forudgående bedøvelse af en 19-årig kvinde i en lejlighed i Herning sidste år.
De fire mænd i alderen 22 til 26 år var tiltalt i den opsigtsvækkende sag for at have givet kvinden en bedøvende pille og derefter udsat hende for grove seksuelle krænkelser.
De var blandt andet tiltalt for at have stukket forskellige genstande op i kvindens underliv.
Men retten har ikke fundet tilstrækkelige beviser til at dømme dem for hovedforholdet i sagen.
- Retten finder det ikke bevist, at de tiltalte har dopet S (kvindens navns forbogstav, red.) med et ukendt stof på en ukendt måde, hedder det i skyldkendelsen fra retten.
Retten finder dog, at kvinden blev tvunget til at indtage en pille. Det kan bare ikke bevises, at den hensatte hende i bedøvet tilstand, lyder det i kendelsen.
De tiltalte har i retten forklaret, at de ganske rigtigt var sammen med kvinden.
Men det foregik med kvindens fulde accept, har de hævdet.
En af de tiltalte, en 22-årig mand, er dog kendt skyldig i voldtægt af en tidligere kæreste.
Han er også fundet skyldig i at have forsøgt at påvirke et vidne til at afgive falsk forklaring for retten.
Det skete ved, at han forsøgte at udsmugle et brev fra arresten.
Retten har takseret det til en fængselsstraf på et år og fire måneder.
Manden, der ikke er dansk statsborger, er desuden blev udvist betinget med en prøvetid på to år.
Han modtager dommen, oplyser hans forsvarer Jacqueline Mwenesani.
De tre andre tiltalte blev fredag middag løsladt. De er idømt dagbøder for deling af krænkende billeder og for besiddelse af narko.
Retten har været uenig om vurderingen af de tiltaltes skyld.
Afgørelsen har således været den snævrest mulige, når det gælder frifindelsen i hovedforholdet.
De fire tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden december sidste år.
/ritzau/