Det forventes, at anklageren i Oliver-sagen vil kræve en meget hård straf til de fire kinesere, der stod bag kidnapningen af den fem-årige Oliver Chaanhing i april sidste år, skriver Bt.dk.
Den 16. april 2008 henter Olivers mor fem-årige sin søn fra børnehaven Skovbakken i Virum.
Men udenfor institutionen springer tre mørkklædte mænd frem og presser en kemikalievædet klud mod morens mund, skubber hende omkuld, mens de tager Oliver med sig og stikker af.
I 26 timer bliver Oliver holdt fanget af de kinesiske mænd, der kræver 700.000 euro, svarende til omkring fem millioner kroner, i løsesum.
Kidnapperne får dog ingenting ud af deres anstrengelser, fordi politiet stormer det kollegieværelse, hvor den lille dreng bliver holdt fanget.
De fire er tiltalt for langvarig frihedsberøvelse for vindings skyld, og det kan koste op til 12 års fængsel. Tre af de tiltalte var med til at kidnappe Oliver, den fjerde var med ved planlægningen.
Det forventes, at retssagen vil afsløre, hvad løsesummen skulle bruges til. En af kidnapperne har tidligere arbejdet som tjener på familien Chaanhings restaurant.
I dag skal Olivers mor vidne i sagen, derudover vil Olivers videofilmede forklaring om de 26 timers bortførelse blive vist for dommere og nævninge i retten i Lyngby.