I dag starter sagen mod den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic, der er sigtet for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
FN's internationale krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, ICTY, anklager Radovan Karadzic for at stå i spidsen for de bosnisk-serbiske nationalister under de blodige krige, der fulgte i kølvandet på Eksjugoslaviens opløsning i 1990'erne.
Krigene kostede 100.000 mennesker livet.
Anklageskriftet er på hele elleve punkter, der handler om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det skriver dr.dk.
Den mest opsigtsvækkende begivenhed er massakren i Srebrenica, hvor 8000 muslimske mænd og drenge blev dræbt.
Den tidligere bosnisk-serbiske leder var dog ikke alene om det. Ved sin højre hånd havde Radovan Karadzic sin militære leder Ratko Mladic, der dog stadig er eftersøgt.
Radovan Karadzic blev sidste år arresteret i Beograd efter at have gemt sig i 12 år.