Fredag eftermiddag kort efter dommeren havde læst en dom over tre unge drenge op, kogte de godt 15 tilhøreres temperament over, og der blev tilkaldt flere betjente og en hundepatrulje.
»Hvor er demokratiet,« råbte de unge på vej ud.
På parkeringspladsen foran retten råbte de unge drenge deres fortvivlelse ud i hovederne af betjentene, og det resulterede i, at to blev anholdt. En mor til en af de dømte fik et pust peberspray i øjnene, så hun sank om på fortovet. Det fik ikke de andres vrede til at blive mindre. Tværtimod.
Ballade i retten
»Hun var på vej væk, da de sprøjtede peber på hende,« sagde hendes søn, mens han forsøgte at hjælpe den grædende kvinde på jorden.
Kort efter leverede politiet selv en dåse med noget, der neutraliserer peberen, og en ambulance blev tilkaldt for at køre den astmaramte kvinde på skadestuen.
Hele retssagen mod de tre drenge på kun 16 og 17 år har været usædvanlig. Dommeren har gentagne gange måtte tysse på de mange snakkende tilhørere, og flere gange har hun måttet bede den tiltalte 16-årige om at være stille. Da hans personlige forhold blev læst op i går, råbte han:
»Fuck Århus Kommune. Hvad er det, du skriver om mig,« henvendt til socialrådgiveren fra socialcentret.
N2 side 2