I medierne møder vi den afdæmpede Ruth Evensen. I Faderhuset står den sejrende Ruth Evensen.
Af Anne Pihl Rasmussen
anpi@avisen.dk
@BRØD:Mange danskere er imod den vold Ungdomshuset repræsenterer. Men mange danskere vil også få svært ved at holde med Faderhuset, når de læser om sidste søndags gudstjeneste, hvor Ruth holdt tale.
Det siger Christian Kock, professor i retorik, efter at have læst Jeppe Kabells beretning fra gudstjenesten.
»Ruth Evensen ved selvfølgelig godt, at hvis hun talte i medierne, som hun taler med sine tilhængere, ville hun miste sympati og troværdighed hos folk. Så hun er strategisk og vælger, hvor hun siger hvad. I medierne taler hun sjældent om Gud, men hun mener åbenbart, at hun og Faderhuset repræsenterer Gud, mens Ungdomshuset repræsenterer Satans værk. Det er en påstand, som vil gøre det svært for mange mennesker at holde med hende,« siger professoren.
Han bemærker også, at Ruth Evensen sætter homoseksualitet, lesbiske med drømme om at få børn og abort i samme kasse som incest.
Gud er på Ruths side
»Incest er jo en forbrydelse, mens homoseksualitet er lovligt og accepteret. Men på hjemmebane blander hun tingene sammen på en måde, som offentligheden sandsynligvis også vil støde sig på,« siger han.
Ruth Evensen fremstår som en kvinde, der ikke er det mindste konfliktsky. Tvært imod er hun overbevist om, at hun har Gud på sin side, og at hun er udvalgt til en særlig opgave.
»Det med at påberåbe sig Guds befaling er altid et faresignal. Det er interessant, at hun siger sådan i en lukket kreds, hvor medierne ikke må komme,« siger han.
Det fremgår af talen, at Ruth Evensen er stolt over at konflikten mellem Faderhuset og Ungdomshuset er blevet omtalt i hele verden.
»Hvis hun føler, hun skal kæmpe Guds kamp mod Satan, og så er der ingen grænser for, hvor meget opmærksomhed hun kan kræve.