Det snævre fokus, der har været på læring og resultater i folkeskolen i de seneste årtier, har været med til at marginalisere de udsatte grupper af børn yderligere.
Det konkluderer en Ph.d.-afhandling af Bjørn Hamre, ph.d. og lektor ved professionshøjskolen UCC, skriver Information.
- Folkeskolen har fået test, skolerne skal sammenlignes med andre landes resultater i internationale rapporter. Folkeskolen er blevet en resultatorienteret institution, og det synliggør en særlig gruppe af børn, som ikke er dygtige til at begå sig i sådan et miljø, siger Bjørn Hamre.
Han henviser til OECD-rapporter, PISA-test og et øget fokus på individet frem for fællesskabet.
Bjørn Hamre har gennemgået en række artikler på området og sammenlignet journaler fra skolepsykologer fra henholdsvis 2000 til 2010 og journaler fra perioden 1930-1945. I elevvurderingerne har Bjørn Hamre kunnet se, at eleverne italesættes som administratorer af deres egen læreproces.
- Børn i folkeskolen forventes at være under udvikling og lærende hele tiden. De skal eksempelvis indgå i elevsamtaler, der ligner en MU-samtale, som vi kender fra arbejdspladsen. De skal forberede sig til erhvervslivet, kunne reflektere over, hvor de er på vej hen, og tage ansvar for egen læring, siger Bjørn Hamre.
Han mener tendensen er udtryk for en optimeringslogik, hvor børn skal optimere deres egen evne for at leve op til folkeskolen og samfundets standarder.
- Tidligere var menneskesynet mere statisk, hvor du var enten bogligt eller praktisk begavet. Du var enten egnet, ikkeegnet eller måske egnet. I dag er man livslangt lærende, du er forpligtet til at være i udvikling. Hvis ikke du er videre boglig, er der hele tiden en forventning om, at du kan gøre det bedre, at du kan 'lære' at være det, siger han.
Afhandlingen viser, hvordan folkeskolen kræver, at alle børn skal være i konstant udvikling, og det kan få konsekvenser. For det kan alle børn ikke, påpeger Bjørn Hamre.
Og igennem de seneste årtier har man i stedet for at inkludere den gruppe børn, ekskluderet dem yderligere og påduttet dem en diagnose:
- Diagnosticering bliver altså læringens skyggeside. De, der ender med diagnoser, har netop vanskeligheder ved at være alt det, som der kræves i folkeskolens definition af læring. De har problemer med at være nysgerrige, fleksible, forandringsorienterede, positive og sociale, siger han.
Søren Langager, lektor fra Aarhus Universitet ser samme tendens.
- Tendensen tog for alvor fart for omtrent 10 år siden. I takt med den stærke stramning af disciplin i folkeskolen, kom der test og prøver og mere fokus på dansk og matematik. I stedet for at acceptere og finde alternative løsninger til den gruppe, der ikke kunne leve op til de nye krav, blev gruppen problematiseret. De, der faldt udenfor, fik så diagnoser i stedet, siger Søren Langager.
Diagnoserne blev en måde at løse en masse problemer på, forklarer Bjørn Hamre:
- De børn, som ikke passer ind i vores skole, får så i stedet et stempel og en diagnose - og henvises til specialundervisning. Diagnoser er på den måde blevet en måde at forholde sig til pædagogiske udfordringer på, siger han til Information.