Gæsterne flokkes om en restaurant i det nordlige England med et højaktuelt navn: Restaurant Polonium.
Interessen for det polske spisested er eksploderet, siden det er kommet frem, at den russiske eks-spion Aleksander Litvinenko blev forgiftet med netop polonium, som er et radioaktivt stof.
Restauranten er blevet nødt til at bestille ekstra varer og udtænke særlige skiftetider for gæsterne, så der er rigelig med mad og plads til de mange interesserede.
»Jeg vurderer, at vores omsætning er steget 20-30 procent,« siger stedets manager, Sidorowicz, ifølge AP.
Han tilføjer, at restauranten er fuldt besat lørdag og samtidig har planlagt to omgange middag søndag på grund af gæste-boomet, hvilket manageren finder »helt utroligt«.
Navnet restaurant Polonium stammer fra et polsk band, som Sidorowicz spillede i i 1970erne.
»Vores trommeslager læste kemi på universitetet og sagde, at det gav mening på grund af forbindelsen til Polen og det, han studerede,« fortæller han.
Også sushikæden Itsu, hvor Litvinenko spiste det måltid, der tilsyneladende forgiftede ham, melder om stigende omsætning.