Det er snart ni år siden, at midtbanespilleren Lasse Schöne debuterede på det danske fodboldlandshold.
Tilbage i august 2009 blev han skiftet ind i stedet for Nicklas Bendtner i en testkamp mod Chile.
Netop Chile er modstanderen for det danske fodboldlandshold tirsdag aften i Aalborg. Lasse Schöne er stadig med i truppen, og at dømme ud fra mandagens træning starter Schöne inde.
Mødet med debutmodstanderen giver anledning til et tilbageblik på 31-årige Lasse Schönes landsholdskarriere, der ifølge spilleren selv har resulteret i for få landskampe. Før tirsdagens kamp er han oppe på 33.
- Jeg har været med i mange år, selv om jeg ikke helt har fået så mange landskampe, som jeg havde håbet på. Jeg har tit haft reserverollen. Jeg er ikke med for at sidde på bænken, for jeg vil spille.
- Det er desværre ikke noget, jeg selv bestemmer. Men man har en pligt til at blive ved med at gøre sit bedste, også selv om det kan virke tungt, hvis man ikke spiller tre landskampe i træk, siger Schöne.
Samtidig medgiver han da også, at han har været udsat for utrolig hård konkurrence på sin tidligere favoritplads på den offensive midtbane.
- Der er især én, som har taget meget spilletid fra mig. Men når man spiller, som han gør, så er det også okay.
- Hvis man sidder på bænken til fordel for Christian Eriksen, må man bare sige, at det nok ikke er helt unfair, siger Schöne.
Da Schöne få minutter inde i sin debut for landsholdet kom på måltavlen mod Chile, lignede han en fremtidens mand i rødt og hvidt.
Den dengang 23-årige offensivspiller fik kort efter en korsbåndsskade, som kostede ham VM-slutrunden i 2010 og et års pause fra landsholdet. I mellemtiden kom Eriksen ind på holdet.
- Det var på ingen måde perfekt, for der lå jo et VM den følgende sommer. Der er aldrig gode tidspunkter at blive skadet på, men det der var virkelig et skidt tidspunkt, siger Schöne.
I sin rolle som reservespiller på landsholdet har han været med i både op- og nedture.
- Det største har været at være med til at kvalificere Danmark til et EM og et VM og også at have fået spilletid ved en slutrunde (EM i 2012, red.).
- Lavpunktet var, at jeg blev skadet efter min første kamp og derfor ikke var med i længere tid.
- Så var der også kampen mod Armenien, hvor vi tabte 0-4 i Parken, og jeg sad på bænken hele kampen. Det var lige inden sommerferien, og det var en periode, hvor det absolut ikke var sjovt på landsholdet.
- Vi tabte på hjemmebane til et hold, som vi burde have slået. Det gjorde ondt. Men heldigvis har der været mange flere gode stunder end dårlige med landsholdet, siger Schöne.
/ritzau/