USA?s præsident George W. Bush ved godt, at han skal skynde sig at få vedtaget sine mærkesager. Til januar overtager Demokraterne nemlig magten i både Senatet og Repræsentanternes Hus, og så kan det blive svært for Bush at få sine idéer igennem.
En af præsidentens hjertesager er udnævnelsen af John Bolton som permanent FN-ambassadør. Men fredag meddelte den republikanske senator Lincoln Chafee, at han vil blokere for udnævnelsen af Bolton.
»Det amerikanske folk har udtrykt deres modvilje mod præsidentens agenda på en lang række områder, og et af dem er udenrigspolitikken. Jeg vil ikke være med til at gennemtrumfe noget, som det amerikanske folk er imod,« siger Lincoln Chafee til AP.
John Boltons FN-ambassadørpost udløber til januar, med mindre han får grønt lys af Senatet.