Vælgerne i en valgkreds i North Dakota har tirsdag valgt et medlem til delstatens Repræsentanternes Hus, der døde i starten af oktober efter at være blevet smittet med coronavirus.
Det beretter valgmyndighederne ifølge Fox News.
I en valgkreds nord for delstatens hovedstad, Bismarck, skulle vælgerne finde to medlemmer til delstatens ene kammer. Her var valgmulighederne to demokrater og to republikanere - blandt andet David Andahl.
Til trods for at David Andahl i starten af oktober afgik ved døden valgte et stort flertal af vælgerne ham og den anden republikaner frem for de to demokratiske kandidater.
Andahl blev i slutningen af september indlag med symptomer på covid-19, der er sygdommen, man får af coronavirus.
North Dakota er den delstat i USA med flest coronatilfælde per 100.000 indbyggere.
/ritzau/