Ni rengøringsassistenter i Aalborg er blevet snydt for 150.000 kroner i løn, efter at have knoklet i ugevis med at rengøre to hoteller. Det skriver Fagbladet 3F.
Rengøringspersonalet blev hyret i sommeren 2012 af firmaet 'Rent' til at gøre rent på Hotel Phoenix og Hotel Hvide Hus i Aalborg. De blev hyret for tre til fire timer om dagen, men fik at vide, at de gerne måtte arbejde op til 37 timer om ugen, hvilket flere benyttede sig af.
Efter en måned valgte arbejdsgiveren pludselig at afskedige syv af de ni rengøringsassistenter med begrundelsen, at de ikke var gode nok. Også selvom ingen af assistenterne havde modtaget klager eller på anden vis havde fået at vide, at de ikke levede op til forventningerne.
Chefen betalte kun de fyrede løn for 15 ugentlige timer, selvom flere havde arbejdet fuld tid. Derfor trækker fagforeningen 3F ham nu i arbejdsretten.
"Jeg føler mig røvrendt og dårligt behandlet. Jeg har knoklet for dem," siger Mona Klemme, en af de fyrede rengøringsassistenter, til Fagbladet 3F.
Arbejdsgiveren har afvist at kommentere sagen.