Efterårets underholdningsprogram på TV 2 "Stjernerne på slottet" har været præget af ballade og drama. Men ifølge Remee, der er en af deltagerne i programmet, er det meste blæst ud af proportioner.
I går fortalte Hans Pilgaard til B.T., at han følte sig udenfor på slottet. Blandt andet skulle han have overhørt Kim Bodnia og Remee sige: "Nu går vi ind og smadrer ham". Og det billede kan Remee slet ikke genkende.
"Jeg er på ingen måde bekendt med, at Kim Bodnia har sagt det. Og jeg har ingen kommentar til, om jeg har sagt noget i den retning, for det er fuldstændig absurd," siger Remee til B.T., og fortsætter:
"Jeg aner ikke, om der er en fra produktionen, der har sagt det til Hans Pilgaard, men hvis det er tilfældet, kan jeg godt forstå, at Hans er blevet såret og har følt sig forurettet. Og hvis det er tilfældet, så har personen fra produktionen kun gjort det for at skabe drama."
Remee foreslår dog, at hele holdet skal mødes til en middag, så de kan få talt hele opholdet på slottet igennem.
Kilde: B.T.