X Factor-dommeren Remee er ikke blandt de 1,5 millioner danskere, som hver fredag tænder for Danmarks mest populære tv-show.
Ifølge Ekstra Bladet gider den 35-årige dommer ikke se sig selv på skærmen i de indledende programmer, som allerede er optaget.
"Det er jo for sent at lave noget om. Jeg forsøger at finde på noget andet at lave," siger han til avisen.
Til gengæld er Remees kæreste Michala og datteren Emma ikke til at rive væk fra skærmen, når farmand deler verbale håndmadder ud til de håbefulde deltagere.
"Både min kæreste og min datter ser programmet, og for det meste er de enige i de valg, jeg tager i showet. Men jeg kommer da nok til at gøre noget, som ingen forstår. Det plejer jeg," fortæller dommeren.
Michala og Emma kan roligt have store forventninger til Remee. I første omgang af det populære talentshow vandt Remees egen deltager Martin hele konkurrencen, og i sidste sæson kom den hjemmestrikkede gruppe Alien Beat Club hele vejen til finalen, det længste en gruppe er nået i Danmark.