Kendisserne var vilde med Pure Greens Club, men nu er det slut. Kædens spisesteder i København er netop erklæret konkurs.
Det fortæller eb.dk og finans.dk.
Ifølge Statstidende fandt konkursbegæringen således sted den 30. november, og Pure Greens Club er nu endegyldigt gået konkurs.
Og det er ellers ikke så få erfarne herrer, der i årenes løb har kastet penge efter konceptrestauranten Pure Greens Club.
Blandt ejerne er tidligere "X Factor"-dommer og hitmager Remee Jackmann, ligesom flere prominente influencere som eksempelvis Emilie Sindlev og Philine Pi Roepstorff har været med til at promovere stedet.
Ifølge eb.dk er det fortsat uklart, hvad der helt præcist er sket med den tre år gamle kæde med tre butikker i hovedstaden, der ellers har forsøgt med massive investeringer.
Kædens afdeling på Pilestræde i København måtte trods det sunde koncept for nylig tage imod en sur smiley i forbindelse med Fødevarestyrelsens kontrolbesøg 22. november 2023.
Helt konkret fik de en bøde på 5000 kroner, fordi der i et forrum til virksomhedens personaletoilet blev opbevaret tre kasser med kaffe, ca. 16 kg, to kasser med 20 flasker chilisauce og tre kasser med 36 kilo pasta.