Mere end 80 procent af den danske befolkning er medlem af folkekirken.
Men ifølge en undersøgelse, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for Jyllands-Posten, har kristendommen tilsyneladende fået skarp konkurrence fra buddhismen.
I hvert fald når det handler om, hvor positivt religionerne opfattes.
Kristendommen scorer flest point, når danskerne skal vurdere, hvilken af fem verdensreligioner, der har den mest positive betydning for menneskeheden, men buddhismen indkasserer næsten lige så mange point.
Blandt regeringens og Enhedslistens vælgere scorer buddhismen faktisk højere end kristendommen.
Ifølge Jørn Borup, lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, fremstår buddhismen i Vesten som en mild og rund religion, fordi den ikke har en skabergud og kanoniske tekster, og fordi dens individfokus passer perfekt på moderne idealer.
- Buddhismen i Vesten betragtes ofte som en slags "wellnessreligion", og den tjener gode point på, at danskerne er optagede af spiritualitet, personlig udvikling, meditation og mindfulness, siger Jørn Borup til Jyllands-Posten.
/ritzau/