Den spegede sag om hjerneforskeren Milena Penkowas angiveligt lemfældige forhold til sandheden belaster Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen.
For selvom han tre år tidligere havde modtaget et hjerteskærende brev fra hjerneforskeren om, at hendes mor og søster var blevet dræbt i en trafikulykke, fik det ingen konsekvenser, da de "afdøde" dukkede op til festmiddag på universitetet i 2006.
Det skriver B.T. lørdag.
Den prisbelønnede forsker Milena Penkowa, der nu er meldt til politiet for dokumentfalsk, påstod i et brev stilet til rektor, at hendes søster og mor døde i en trafikulykke i Spanien.
Brevet var sendt som en forklaring på fejl og unøjagtigheder i Penkowas omstridte doktorafhandling.
"Onsdag 14. maj forulykkede min mor og søster i Belgien i bil, hvorefter jeg har brugt meget tid på hospitalet og især begravelsen," skrev Penkowa ifølge B.T.
At rektor Ralf Hemmingsen kunne deltage i festen, da Penkowa tre år senere fejrede sin doktorafhandling, med deltagelse af hendes mor og søster, undrer professor Elisabeth Bock.
"Jeg hilste på dem begge, men jeg var ikke klar over, at de var døde," siger hun til Politiken.
Sammen med 57 andre forskere har hun krævet en undersøgelse af Penkowa-sagen.
Rektor Ralf Hemmingsen har valgt at kommentere misæren gennem sin kommunikationschef.
"Rektor på KU beskæftiger sig ikke med at holde rede på medarbejdernes familiemedlemmer, eller hvem der er til stede ved diverse receptioner. Oplysninger i et følgebrev fra 2003, og hvordan de skulle forstås, var der ikke nogen, der var opmærksom på flere år senere," lyder svaret til Politiken.