Rektor for Forfatterskolen er ikke i risiko for at miste sit job.
Det slår kulturminister Brian Mikkelsen (K) fast efter, at rektoren Hans Otto Jørgensen støttede de kriminelle autonome, der stod bag bilafbrændinger og omfattende ødelæggelser efter Ungdomshusets rydning sidste år.
- Det vil naturligvis på ingen måde påvirke Hans Otto Jørgensens stilling som rektor for Forfatterskolen, at han giver udtryk for politiske synspunkter, som jeg ikke deler, siger Brian Mikkelsen (K).
Dansk Folkeparti mente at rektoren var uegnet og burde fyres efter et interview i Nyhedsavisen, hvor han gjorde rede for sin støtte til de autonome, og sagde, at folk vel havde forsikring til at dække skaderne.
Forfatterskolen hører under Kulturministeriet, som dog ikke vil blande sig i rektorens holdninger. Brian Mikkelsen slår dog fast, at han undrer sig over udtalelserne.
- Respekten for den private ejendomsret er en af de søjler, som vores frie, demokratiske samfund hviler på, og det er trist, at Hans Otto Jørgensen tilsyneladende ikke besidder den erkendelse, siger Brian Mikkelsen.