Helt nye tal fra den amerikanske ocean- og atmosfæreadministration NOAA viser, at det er varmere end nogensinde før på Nordpolen.
Temperaturen i det nordlige polarområde ligger fem grader højere end normalen, og det gør dette efterår til det varmeste i den tid, man har overvåget vejret i Arktis.
Det varme vejr i Arktis truer også med at ændre klimaet herhjemme.
"Hvad der sker i Arktis vil påvirke hele planeten," konkluderer NOAA ifølge Süddeutsche Zeitung.
Samtidig er vandstanden steget med en kvart centimeter, lyder det i NOAAs årlige rapport om klimasituationen omkring Jordens nordlige pol.
I rapporten kan man også læse, at 4,7 mio. kvadratkilometer af polarområdet i september var dækket af is. Det er en lille stigning i forhold til sidste år, hvor 4,3 mio. kvadratkilometer var isdækket.
-Newspaq