Vinter i New York plejer at være lig med kulde og sne. I øjeblikket er det dog ikke handsker og huer, der præger bybilledet, men derimod bare ben og solbriller. New York oplever en rekordvarm vinter, hvor temperaturen i Central Park har været oppe over 22 grader. Det er den højeste temperatur, man nogensinde har målt i byen i januar måned.
Varmen betyder, at træerne har fået knopper, blomster er sprunget ud, og at newyorkernes hunde smider vinterpelsen alt for tidligt.
Byen kommer dog ikke helt til at undvære kulden denne vinter. Ifølge meteorologer vil vejret skifte midt i januar, og temperaturerne nærme sig normalen.