Foreløbige tal fra Dansk Cytogenetisk Centralregister placerer Danmark i spidsen i international sammenhæng, som det land med færrest fødsler af børn med det udviklingshandicap, der tidligere blev kaldt mongolisme.
Kun 21 børn kom i 2008 til verden i Danmark med den let genkendelige fejl på kromosomparret med nummer 21, også kaldet Downs syndrom.
Den direkte forklaring på det lave antal børn med Downs er, at alle danske gravide siden 2004 er blevet tilbudt fosterdiagnostik, som med meget stor nøjagtighed afslører afvigelser i fosterets tidlige stadier.
92 procent af alle gravide danske kvinder i 2007 takkede ja til en undersøgelse for blandt andet Downs syndromet.
Professor Ann Tabor fra Rigshospitalet har været en af de drivende kræfter bag den fosterdiagnostik, der tilbydes i Danmark, og hun er ikke i tvivl om, at ordningen er succesfuld.
"Ja, det er en succes. Jeg synes, det faldende antal er positivt for den metode, som man har brugt en hel del ressourcer på at indføre her i Danmark. Der er ikke andre lande, der har et så velfungerende system som vores," siger Ann Tabor til Kristeligt Dagblad.
I hovedparten af de tilfælde, hvor fosterdiagnostikken viser en høj risiko for, at barnet har Downs, vælger kvinderne at få en abort.