Mindst seks millioner kroner om dagen.
Så meget betaler danskerne hvert år i bøder, skriver Berlingske, der har gennemgået de mangeartede bøder, danskerne udsættes for.
En opgørelse fra Rigspolitiet viser, at der alene i år vil blive opkrævet bøder til staten for over to milliarder kroner, og det er mere end en fordobling i forhold til for fem år siden. De københavnske parkeringsvagter udskrev sidste år flere end 800 p-afgifter om dagen, mens kollegerne på Frederiksberg kom op på 110 om dagen.
Også på hospitalet og biblioteket får danskerne bøder, og vi har aldrig betalt så meget som nu.
Professor Jacob Torfing fra Roskilde Universitet mener, at der er flere grunde til, at der i dag udskrives langt flere og større bøder i Danmark. Først og fremmest er det et let instrument at bruge for politikerne.
- Vil politikerne gerne ændre ved noget, som de ikke billiger, så svarer de ofte med højere bøder. Der ligger en stor signalværdi i at kunne sige: "Jeg er villig til at sætte straffen op," siger Jacob Torfing til Berlingske.
Derudover mener han også, at der er gået provenue-tænkning i bøder, der er blevet et finansieringsmiddel for de offentlige kasser.
I år budgetteres der på finansloven med 2,072 milliarder kroner i bøder, viser et notat fra Rigspolitiet. Sidste år var indtægterne på 1,6 milliarder kroner.
Men bøder er ikke det bedste instrument, hvis man vil have borgerne til at opføre sig anderledes, mener Sille Krukow, der er ekspert i adfærdsændringer og indehaver af konsulenthuset Krukow,.
- Bøder er stort set aldrig den bedste måde at få folk til at ændre adfærd på, og der er da også kun meget få eksempler på, at bøder har skabt en adfærdsændring, siger hun til Berlingske.