Danskerne boltrede sig i den varme og solrige sommer sidste år. Og det samme gjorde hvepsene tilsyneladende.
Sidste år bød på usædvanligt mange hvepsestik, viser det netop offentliggjorte ulykkesregister fra Statens Institut for Folkesundhed.
Omkring 7.500 personer søgte i 2006 behandling på en skadestue efter insektstik. Mindst 3.000 - og sandsynligvis flere – af dem var hvepsestik.
Dermed var antallet af hvepsestik fire gange så højt som i 2005 - og i øvrigt det højeste i mange år. Omkring hvert femte af stikkene, godt 600, var så alvorlige, at patienten måtte indlægges. Her var der ofte tale om hvepsestik i munden, halsen, eller allergiske reaktioner.
Årsagen til de mange hvepsestik er vejret. 2006 var nemlig et vaskeægte hvepseår. Et sådan er kendetegnet ved en mild vinter og varmt og tørt vejr i forsommermånederne.
Jo mildere vinteren er, jo større chance har hvepsedronningen for at overvintre. Og en varm forsommer giver hvepsene masser af muligheder for at opbygge hvepseboet og finde føde.
Med det hidtidige vejr i 2007 tyder meget altså på, at danskerne kan se frem til endnu en sommer med mange stikkende hvepse.
Ulykkesregisteret fra Statens Institut for Folkesundhed viser også, at antallet af ulykker efter fald fra en havetrampolin fortsætter med at stige. Sidste år kom 5.000 til skade mod 4.000 i 2005. Til gengæld var der færre ulykker med rulleskøjter og skateboards.