Stadig flere brancher skriger på arbejdskraft, og ledigheden fortsætter da også med at gå én vej – nedad. Fra november til december sidste år faldt antallet af ledige med 2.300, oplyser Danmarks Statistik.
Antallet af danskere uden arbejde er dermed nede på 107.300 fuldtidspersoner. Det svarer til 3,9 procent af arbejdsstyrken og gør ledigheden til den laveste siden 1974.
Ledighedskøen begyndte at falde i slutningen af 2003, hvor den i december toppede med 186.100 ledige. Siden da er ledigheden faldet med hele 78.800 fuldtidspersoner svarende til et fald på 42 procent.
Der er færrest ledige hænder i det gamle Ribe Amt og flest i Bornholms regionskommune.