Den amerikanske skistjerne Lindsey Vonn meddeler, at hun indstiller karrieren efter den kommende alpine sæson.
Det fortæller hun til NBC Sports ifølge nyhedsbureauet AFP.
I vinter sagde amerikaneren ellers, at hun ville blive ved, indtil hun havde overhalet svenske Ingemar Stenmark som den alpine skiløber med flest World Cup-sejre i karrieren.
Det synspunkt har hun været nødt til at ændre.
- Får jeg rekorden, så er det en drøm, der går i opfyldelse.
- Hvis jeg ikke får den, så har jeg stadig haft en helt vildt succesfuld karriere. Jeg er stadig den kvinde, der har vundet flest sejre, siger 33-årige Lindsey Vonn.
Amerikaneren har hentet 82 World Cup-sejre i karrieren, mens slalom- og storslalomlegenden Ingemar Stenmark har 86 sejre.
Lindsey Vonn har primært specialiseret sig i fartdisciplinerne styrtløb og Super G, men hun har også taget World Cup-sejre i slalom og storslalom.
Hun har fire gange vundet den samlede World Cup, og hun har i alt 16 samlede World Cup-sejre i de enkelte discipliner, otte i styrtløb, fem i Super G og tre i kombineret.
Amerikaneren har vundet en guld- og to bronzemedaljer ved OL, mens det er blevet til to guldmedaljer, tre sølvmedaljer og to bronzemedaljer ved VM.
Det ville formentlig være blevet til flere af slagsen, hvis det ikke havde været for de skader, der har plaget Lindsey Vonn gennem karrieren.
- Fysisk er jeg nået til et punkt, hvor det ikke giver mening.
- Jeg vil rigtig gerne kunne være aktiv, når jeg bliver ældre, så jeg bliver nødt til at se på min fremtid og ikke kun, hvad der ligger lige foran mig, siger hun.
/ritzau/