Åbent Hospital 2026 satte søndag deltagerrekord.
Ifølge Danske Regioner deltog 21.398 mennesker i arrangementer over hele landet.
Rekordmange danskere benyttede søndag muligheden for at komme indenfor på hospitaler, ambulancebaser og andre dele af sundhedsvæsenet. I alt deltog 21.398 mennesker i Åbent Hospital 2026. Det er ny deltagerrekord, oplyser Danske Regioner.
Arrangementet blev afholdt 25 steder rundt i landet, hvor både børn og voksne kunne møde medarbejdere og få et indblik i sundhedsvæsenets arbejde. Aktiviteterne spændte vidt. På Esbjerg Sygehus kunne gæster blandt andet få målt blodtryk, mens besøgende på Bispebjerg Hospital kunne få målt deres biologiske alder og prøve hjertemassage.
I Aalborg blev der arrangeret helteløb for børn og familier, mens gæster på Regionshospitalet Randers blandt andet kunne opleve et næsten fuldautomatisk hospitalslaboratorium.
Arrangementet blev afholdt af de fem regioner.