Alt for mange fødende og alt for lidt tid til at tale med kvinderne og sørge for, at de får en god, tryg fødsel.
Det er jordemoder Helle Ellas erfaring fra arbejdet som jordemoder på de offentlige fødegange. Derfor åbner hun nu sammen med en gruppe jordemødre et privat jordemodercenter på Christianshavn i København, hvor gravide kvinder mod betaling får muligheden for at få deres helt egen jordemoder fra start til slut.
»På sygehusene møder jordemødrene ikke de gravide før under selve fødslen. Man får et kvarter til at få kvinden op på briksen, få tøjet af hende og tale med hende. Det vil gavne både jordemoderen og kvinden, at vi kender hinanden ved fødslen: At jeg ved, hvad kvinden er allermest bange for, og allermest håber på skal ske,« siger Helle Ella, der mener, det tætte samarbejde med jordemoderen giver en bedre oplevelse af fødslen og færre indgreb.
På klinikken koster en forberedende samtale og jordemoderbistand under fødslen 9.000 kroner. Helle Ella har planer om at indgå sponsoraftaler med private firmaer, så familier, der ikke har så mange penge, også kan få deres egen jordemoder. Firmaerne kan få et banner i venteværelset eller få trykt deres navn på klinikkens pjecer, og de penge vil jordemøderne bruge til at give rabat til studerende og folk på overførselsindkomster.
Formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo kender godt til frustrationen over tidspresset på fødeafdelingerne og forstår jordemødrenes grunde til at oprette en privat klinik:
»Men dette private tilbud vil givetvis rette sig mod de ressourcestærke. Og jeg kunne ønske mig, at sådan en kvalitet netop ville komme de svagere grupper til del. Jeg synes, at man i det offentlige burde arbejde for at skabe mere kendte rammer for kvinden, end man har i dag,« siger hun.