Haribo, den er god – og måske også snart borte. Står det til en række sundhedsorganisationer bør reklamer for slik målrettet børn nemlig forbydes.
»Det duer ikke at løse problemet gennem frivillig selvregulering fra virksomhedernes side. Vi er nødt til at have nogle klare regler, der forbyder reklamer rettet mod børn, og det er vigtigt, at det bliver et forbud, der går på tværs grænserne,« siger Morten Strunge Meyer, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Han har sammen med Diabetesforeningen, Hjerteforeningen og Forbrugerrådet netop opfordret sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), kulturminister Brian Mikkelsen (K) og familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) til, at reklamer for usunde fødevarer over for børn helt bliver forbudt.
Forslaget kommer på baggrund af, at hvert tredje barn i EU vejer for meget. I alt er 14 millioner børn i EU overvægtige og yderligere tre millioner børn kategoriseres som svært overvægtige. Vi bruger cirka syv procent af sundhedsudgifterne i EU på overvægt.