Af Frederik Roed
Bilreklamer skal tale til drengerøve eller kvinder. Så enkelt har det været i årtier.
Men nu har smarte reklamefolk fra Skoda fået øje på en ny købestærk målgruppe: Omsorgsfulde familiefædre, der har behov for at blive anerkendt for deres daglige slid i børnefamilien.
For alle de gange du tog med i badeland, selvom der var pokalfinale. Nu er det jeres tur fædre , lyder det i en af de nye reklamer for Skoda Octavia, der helt bevidst har fået efternavnet Reward , belønning.
»Vi står på tærsklen til en helt ny generation af familiefædre, som vi faktisk ikke mener får ros nok for alle de gange, de tilsidesætter egne behov til fordel for slid og slæb i børnefamilien. Farmand skal have at vide, at han gør det så fantastisk godt, at han bør belønnes. I det her tilfælde med vores nye Skoda,« forklarer Jeppe Ebstrub, der er partner i reklamebureauet Sunrise, som står bag reklamerne.
Hårdt spændt ud
Men det er ikke bare Skoda, der har spottet fædrene som oversete helte.
Det gælder også mobilselkabet CBB Mobil, der midt i en serie af reklamer præsenterer en mand, der både skal bøvse sin baby, tale i telefon og deltage i et vigtigt forretningsmøde.
»Vi er kommet til de yderste af ligestillingen her, hvor vi taler til de fædre, der er så hårdt spændt ud mellem alle hverdagens gøremål, at de har behov for et enkelt mobilselskab, der bare fungerer,« siger CCB Mobils administrerende direktør, Lars Asger Petersen.
Mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitetscenter, ser reklamerne som et klart udtryk for en manderolle i hurtig forandring.
»Reklamerne viser tydeligt, at der er substans i at tale om en markant bevægelse i faderskabet, når selv bilproducenter opgiver drengerøve til fordel for ansvarsfulde og nærværende fædre,« mener Kenneth Reinicke.