Hold jer væk fra de demonstrationer, der i øjeblikket præger de største byer i Tyrkiet.
Sådan lyder meldingen lørdag fra Udenrigsministeriet, der ikke ændrer det overordnede sikkerhedsniveau, men altså i sin rejsevejledning nu advarer imod at opholde sig på eksempelvis den centrale Taksim-plads i Istanbul.
- Politiet anvender tåregas og vandkanoner mod demonstranterne. Rejsende opfordres til at holde sig væk fra områder med demonstrationer, skriver Udenrigsministeriet.
Ministeriet opfordrer rejsende til at holde sig orienteret om den aktuelle situation gennem medierne og ellers følge myndighedernes anvisninger.
Demonstrationerne i Tyrkiet begyndte fredag som en protest imod et byggeri af et stort indkøbscenter midt i en grøn park i Istanbul. Siden har det udviklet sig til en generel protest mod den tyrkiske regering, hvor tusindvis af folk er mødt op.
/ritzau/