Rejseselskabet MarcoPolo lukker på grund af dårlig økonomi.
Det oplyser rejsebureauet MyPlanet International, der ejer MarcoPolo, til BT.
De to rejsebureauer beskæftiger samlet 45 ansatte i Danmark. MyPlanet vil fortsætte med at sælge rejser, men på grund af lukningen af MarcoPolo er 14 blevet opsagt. Det samme gælder fire ansatte i Sverige.
MarcoPolo har solgt luksus- og eventyrrejser til Nordamerika, Sydamerika, Asien og Mellemamerika. Det blev etableret i 1982 og har kontorer i Valby og Aarhus.
MyPlanets seneste årsregnskab viste et underskud på 9,8 millioner kroner. Selskabet har tabt penge de sidste tre år.
/ritzau/