Det går rigtig godt for Mads Mikkelsen, der har indspillet fire udenlandske film i 2011.
Og når det regner på præsten, så drypper det som bekendt ofte på degnen.
Star Tours indtager i denne forbindelse degnerollen ved at lade Mads Mikkelsen boltre sig i swimmingpools og på hvide sandstrande iført vaskebræt og tilfreds grimasse over at befinde sig på et af rejseselskabets rejsemål.
"Det har været en rigtig god investering for os at lave denne aftale med Mads," siger direktør i Star Tours Stig Elling til B.T.
Star Tours har i år øget deres omsætning af rejser til de varme lande med 50 procent, hvilket ifølge Stig Elling svarer til mellem 80 og 100 millioner kroner.
Og det er ikke overraskende kvinderne, disse reklamer er rettet mod.
"Det er kvinderne, der tænder på vores reklame med Mads. Vi ved fra vores undersøgelser, at beslutningen om rejsemål træffes af kvinderne," forklarer Elling.
Direktøren vil ikke ud med, hvor meget det har kostet at hyre den eftertragtede kvindebedårer, men kilder i branchen vurderer over for B.T., at Mikkelsen har fået mellem to og fire millioner kroner for at deltage i reklamefilmene.