14 dage før klippekortet pensioneres i hovedstadsområdet, er der på ny problemer med afløseren, rejsekortet.
Det nye kort er ramt af alvorlige tekniske problemer, som gør det umuligt for mange kunder at se deres rejsekonto, skriver Politiken.
Med det nye plastikkort får kunderne ikke en fysisk billet, hvor de kan se, hvad de betaler.
Loven kræver derfor, at de skal kunne følge med via internettet. Men her er der kommet stribevis af fejlmeldinger, som går helt tilbage til marts.
Og det er særdeles uholdbart, siger ekspert i betalingssystemer Henning N. Jensen, der har været med til at udvikle Visa-dankortet.
- Du kan ikke have et system, som håndterer folks penge, men hvor de i månedsvis ikke kan se, hvad der sker. Forestil dig en bank, som ikke kan gøre rede for folks konti. Skete det i bare 24 timer, ville den lukke, siger Henning N. Jensen til Politiken.
Rejsekort A/S erkender over for avisen, at ikke alle kunder kan se deres rejser, som de skal kunne.
- Det er noget skidt, for kunderne kan blive forvirrede, så vi arbejder på højtryk for at få problemet løst, siger administrerende direktør Bjørn Wahlsten til avisen.
Han regner med, at fejlene er rettet senest 24. juni, og understreger, at selv om kunderne får vist forkerte informationer, findes den korrekte rejsehistorik for hver enkelt kunde i databasen bagved.
Over for Ritzau uddyber direktøren, at der er tale om nogle ekstra data fra kundernes rejsehistorik, som "desværre kan forvirre".
- Men kunderne har heller ikke reageret på det. Det har ikke givet anledning til ekstra kundehenvendelser om rejsehistorik. Hvis det var et stort teknisk problem, havde vi nok fået flere end de sædvanlige 500 henvendelser om ugen, siger Bjørn Wahlsten.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger til Politiken, at en fejl i systemet ikke kan være undskyldning for, at kunderne ikke kan få deres kontooplysninger løbende.
Og Forbrugerrådet opfordrer trafikselskaberne til at overveje at holde fast i klippekortene lidt endnu.
Rejsekortet, der i dag benyttes af flere end 400.000 rejsende over hele landet, er også blevet beskyldt for at være på kant med loven, fordi kunderne hidtil ikke uden videre kan få overblik over de seneste 13 måneders rejsedata.
Rejsekort A/S er i dialog med Forbrugerombudsmanden om denne problematik, oplyser selskabet til Ritzau.
/ritzau/