Udenrigsministeriet og den danske konsul i Thailand har endnu ikke noget overblik over, hvorvidt der har været danskere om bord i det forulykkede rutefly på ferieøen Phuket, men ifølge rejsekoncernen Star Tour er det bestemt ikke usandsynligt, at det har været tilfældet.
- Vi har ingen informationer om, at der skulle være danskere om bord, men vi kan bestemt heller ikke udelukke det, fordi der er tale om en meget benyttet lavprisrute mellem Phuket og Bangkok, som også mange danskere benytter, siger Stig Elling til Avisen.dk.
Han vurderer, at der i øjeblikket befinder sig et sted mellem 700 og 1.000 danskere på Phuket.
- Sæsonen for charterrejser begynder først til oktober, men mange rejser på egen hånd, og det gør det mere vanskeligt at få et overblik over, hvem der kunne have fløjet med det forulykkede fly. Vi har selv omkring 60-70 gæster på Phuket og i Bangkok og ingen af dem skulle, så vidt vi ved, være med flyet, men igen, vi ved det ikke nødvendigvis, hvis nogen vælger at flyve til Bankok et par dage på egen hånd, hvilket er meget populært på den her årstid, siger Stig Elling.
Ifølge Reuters har flystyrtet kostet mindst 66 mennesker livet, men dødstallet ventes at stige, når myndighederne får mere overblik over situationen i lufthavn.
Udenrigsministeriet oplyser til Avisen.dk, at den danske konsul i Thailand er i færd med at gennemgå flyets passagerliste og om der skulle være danskere blandt de mange tilskadekomne på Phukets hospitaler.
Flyet fra lavprisselskabet One-Two-Go var på vej fra Bangkok til Phuket, hvor det forsøgte at lande i et voldsomt blæsevejr.
- Flyet bad om tilladelse til at lande, men på grund af det dårlige vejr på Phuket - med stærk vind og kraftig regn - så piloten måske ikke landingsbanen klart, siger Chiasak Angkauwan fra de thailandske luftfartsmyndigheder ifølge BBC.
Ifølge de thailandske myndigheder forsøgte piloten i sidste øjeblik at tvinge flyet op i luften igen, men han kunne ikke kontrollere det, og flyet tordnede ud over landingsbanen og videre ind i en gruppe træer, hvor det knækkede over i to og brød i brand.