Rejsebureauet Atlantis Rejser har ingen planer om at hente danske feriegæster hjem fra den egyptiske ferieby Hurghada, efter at et knivstikkeri fredag kostede to turister livet.
Det fortæller kommunikationschef Pernille Ammitzbøll.
- Indtil videre har vi ikke fået nogle meldinger om, at situationen skulle være på det niveau, og det tror jeg heller ikke, den kommer til at blive, siger hun.
- Lige nu er der kun tale om én mand, der har foretaget et selvfølgelig meget tragisk angreb, men der sker jo ting på alle turistdestinationer i hele verden.
To turister er blevet dræbt og fire andre meldes sårede. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udenrigsministeriet har ikke oplysninger om, at der skulle være danskere blandt de sårede og dræbte i den egyptiske ferieby Hurghada.
Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.
Den danske ambassade i Kairo er i kontakt med de egyptiske myndigheder, og Udenrigsministeriet følger sagen tæt.
Ifølge Pernille Ammitzbølls oplysninger var der tale om et væbnet røveri, der fandt sted på et lille pensionat, som ikke bruges af Atlantis Rejser.
Hun minder om, at de fleste danske rejsebureauer sender deres gæster til større resorthoteller. Her er sikkerheden blevet betydeligt forstærket de seneste år.
Det er langt fra første gang, at turister kommer under angreb i Egypten. Også sidste år var der et angreb i Hurghada. Her mistede ingen dog livet.
Fredagens angreb kommer dog næppe til at forhindre Atlantis Rejser i at sende danskere til det nordafrikanske land.
- Indtil videre så kan vi konstatere, at der er tale om et røveri, og det finder jo også sted på mange andre destinationer, siger Pernille Ammitzbøll.
Hun fortæller, at rejsebureauet følger Udenrigsministeriets rejsevejledning, der indtil videre ikke fraråder danskere at rejse til Egypten.
/ritzau/