Hej Kenneth,
Vi skal til Thailand i slutningen af året og har fået tilbud med både SAS og Thai. Det er lige en tand dyrere at flyve med Thai, men er det de ekstra penge værd? Det koster cirka tusind kroner mere per snude.
Med venlig hilsen
Erik Knudsen
*********
Hej Erik,
For guds skyld, vælg SAS!
Jeg ville aldrig selv betale en tusse ekstra for at flyve med Thai. I gamle dage havde selskabet ry for at være et selskab med høj service, lækker mad og god komfort. Tiden er desværre løbet fra Thai, og de gamle maskiner, de sender til København, trænger gevaldigt til en opkvikker.
Men hvis du er vild med 70'er-retro, så vælg Thai. Her vil du få en vild optur over at stirre på det grynede biograflærred, hvor de vil vise en enkelt gammel strimmel eller to. Hvis du altså kan se lærredet for passageren på sædet foran dig!
Thai er det foretrukne valg for diverse charterbureauer, så du risikerer at sidde i en klynge af feststemte turister, der drikker sig plørefulde undervejs. Det er nogle gange ganske festligt, men ikke hvis du skal have familien med.
Ikke, at SAS er verdens ottende vidunder, for de har faktisk en smule mindre benplads end Thai. Men i kraft af, at alle passagerer har deres egen lille skærm, så man selv kan bestemme, hvilke film man vil se undervejs, så vinder SAS en direkte sammenligning.
Hav en rigtig god tur!
De bedste hilsner,
Kenneth Karskov, www.flyrejsen.dk