Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Mens den amerikanske økonomi kæmper mod krisetegn, kan danske turister glæde sig over billige rejser til USA.
Den amerikanske centralbanks beslutning om tirsdag aften at sænke renten fra 5,25 til 4,75 procent svækker nemlig dollaren i forhold til kronen, og det betyder billigere amerikanske varer set med danske øjne.
»På kort sigt er der penge at spare for danskere, der rejser til USA,« siger cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.
En dollar kostede i går omkring 5,3 kroner - den laveste pris siden 1979. Men så er der heller ikke mere at glæde sig over.
»Samtidig svækker den stærke danske krone nemlig danske virksomheders evne til at konkurrere med amerikanske,« siger Jes Asmussen, der imidlertid finder USA s rentesænkning påkrævet.
»Det var en nødvendighed, hvis man skulle undgå en omfattende amerikansk krise, der ville kunne lamme økonomien verden over,« siger Jes Asmussen, der forventer, at den amerikanske rentesænkning vil betyde, at den europæiske og danske rente vil stige mindre end ventet til glæde for boligejere med variable lån.
Det er nedturen på det amerikanske boligmarked, der har bragt landets økonomi ud af balance. Mange boligejere har finansieret huskøb med såkaldte subprime -lån med skyhøje renter, der har slået bunden ud af privatøkonomierne.