På de 60 minutter det meget omdiskuterede interview med Stein Bagger varede kan Reimer Bo have tjent op mod en million kroner.
Studieværten ønsker dog ikke at snakke om, hvor mange penge Danmarks Radio måtte slippe for at få fingrene i det eftertragtede interview med storsvindleren.
"Det synes jeg, at du skal ringe ind til DR og spørge om," svarede Reimer Bo, da en journalist fra B.T. spørger ind til beløbets størrelse.
Hos DR er de dog heller ikke specielt meddelsomme.
"Det er rigtigt, at DR har købt interviewet af Reimer Bos selskab. Jeg vil ikke oplyse, hvad vi har betalt for det," siger TV-avisens chef Naja Nielsen.
Ifølge B.T. oprettede Reimer Bo et privat selskab, som solgte interviewet til DR, i stedet for at lave det i forbindelse med 21 Søndag, hvor han er ansat som fast mand. Denne aftale skulle angiveligt have sikret Reimer Bo en løn på en mindre formue. Men Reimer Bo afviser, at der skulle være noget uldent ved den opstilling.
"Nu er det jo sådan, at jeg er freelanceansat hos Danmarks Radio. Jeg laver 21 Søndag som vært, og så laver jeg freelancearbejde for DR ved siden af - jeg har blandt andet lavet udsendelser i forbindelse med Dronningens fødselsdag og interview med prinsesse Alexandra," siger Reimer Bo til B.T.