Terrortruslen fra islamistiske terrorister kommer til at vare ved mindst indtil 2045. Det vurderer den britiske indenrigsminister John Reid ifølge BBC.
I en tale til det britiske parlament sagde han, at han ikke kunne give nogen garanti for, hvor lang tid truslen kommer til at vare ved, men at det ifølge sin egen vurdering vil vare lige så længe som Den Kolde Krig.
Den Kolde Krig begyndte i 1940’erne og sluttede omkring 1990.
Siden 2000 har den britiske efterretningstjeneste afsløret og forhindret omkring 30 planlagte terrorangreb. Ifølge John Reid er terrortruslen i perioden siden 2000 blevet meget større.
»Siden vi kender til et betragteligt antal indbyggere i dette land, som er involveret i konspirationer, og vi ved, at nogle af disse mennesker har ladet sig træne i udlandet, må vi antage, at der er andre, som vi ikke kender til,« sagde han.
I Storbritannien er 98 personer for tiden sigtet for at planlægge at udføre terrorisme.