Sex er Brian Jensens liv, og nu udvider han sin horisont med en swingerklub.
Odenseaneren har købt et nu nedlagt lungecenter af patientforeningen Lungeforeningen. Bygningerne ligger idyllisk i skovbrynet i Krengerupskoven, og der er kun vejen Old Gyde mellem det og naboerne i en nyere udstykning med parceller.
44-årige Brian Jensen er endnu ikke helt skarp på, i hvilke rammer der skal swinges i de nyerhvervede bygninger. Men det skal være en anderledes swingerklub, siger han til Fyens Stiftstidende:
- Det kommer stadig lidt an på, hvad vi får lov til, siger Brian Jensen, og tilføjer, at det ikke skal være en swingerklub i traditionel forstand:
- Der er mange grene af det, og alt det vilde behøver det ikke være. Det kan lige så vel handle om, at to personer kommer for at have en intim leg med hinanden. Vi stiller bare faciliteter til rådighed, som de ikke har hjemme i soveværelset, siger Brian Jensen til avisen.
Tilladelsen til at etablere en swingerklub er endnu ikke givet, men går tilladelsen igennem, vil det blive en lukket klub, ligesom han lover, at der hverken vil blive sat skilte eller bannere op:
- Mange der ville komme her, det er jo en form for terapi for dem, wellness, siger Brian Jensen.