Det fattige asiatiske land Sri Lanka kæmper en hård kamp mod den voldsomme regn, som monsoon-vinden har medbragt. Indtil videre har 60.000 mennesker været nødt til at flygte fra deres hjem på grund af oversvømmelser, mens 13 personer blev dræbt i et jordskred fredag.
»I alt 12.500 familier er blevet påvirket på grund af oversvømmelser og jordskred. Det er omkring 60.000 mennesker,« siger Generalmajor Gamini Hettiarrachchi, der er leder af det nationale katastrofeberedskab, til Reuters.
Indtil videre bliver de hjemløse huset på skoler og velfærdscentre, men flere tusinde sidder stadig fanget i bakker i den centrale del af landet.
Det er især området omkring Nuwara Eliya, der blevet hårdt ramt. Her findes mange te-plantager, som hvert år kæmper med jordskred på grund af monsoon-regnen.