Når regnen bare siler ned, og hvert et skridt i mudderet giver risiko for sop i støvlen, så bliver selv ballademagerne og lommetyvene inde i deres telte.
Det betyder, at politiet indtil nu kun har anholdt seks personer på dette års Roskilde Festival, som allerede nu er kåret som den vådeste nogensinde. De seks er blevet taget for narkobesiddelse, tyveri og småslagsmål.
- Regnen gør, at vi har haft mindre at lave, end vi normalt har på dette tidspunkt, siger vagthavende hos Roskilde Politi til Avisen.dk.
Almindeligvis ville mindst et par stykker til sidde bag lås og slå i arresten i Roskilde, siger han.
- Det er især de første dage i campingområdet, inden selve festivalpladsen åbner, hvor vi plejer at have flest anholdelser. Der buldrer folk mest rundt og kommer op at toppes. Når musikken først begynder, koncentrerer de fleste deres energi om det, siger han.
Når festivalen er vel overstået, plejer der at være omkring 20 anholdte, siger vagthavende, som understreger, at det egentlig er ganske få, når man tager i betragtning, hvor mange tusinde festivalgæster, der hvert år valfarter til festivalen i Roskilde.