Fire studerende ved Århus Købmandsskole har opfundet en hæveautomat, der gør det noget nært umuligt for tyve at aflure pinkoder.
I lørdags vandt de en førstepræmie for idéen ved den internationale konkurrence Young Enterprice i Østrig, og de studerende havde håbet på at sælge idéen for det, de kaldte et hemmeligt millionbeløb.
Men hos Payment Business Service (PBS), der fører tilsyn med alle dankortautomater, fejer teknikerne idéen af banen. Den lever ikke op til de internationale regler, der er lavet af The European Committee for Standardization (CEN.)
- Hæveautomaten vil ikke leve op til retningslinjerne. Det er den klare udmelding fra vores teknikere, siger pressechef hos PBS Søren Wing.
Automaten ryster posen
Det specielle ved den nye automat er, at tallene bliver vist på en trykfølsom skærm og at de skifter position. 3-tallet kan ligge nederst til venstre på skærmen når én person bruger automaten, men øverst til højre, når en anden kommer til.
De to tiltag gør det noget nært umuligt for en tyv at lure sig til en pinkode, men teknikken skaber problemer.
- Reglerne stiller krav til, at knapperne skal være det samme sted og føles på en bestemt måde, så blandt blandet blinde kan bruge den, siger Søren Wing.
Dén oplysning kommer bag på de fire Århus-studerende.
- Vi var ikke klar over, at de regler fandtes, siger Tanja Dannevang, der er økonomidirektør i de fire studerendes nyoprettede firma Techsisca.
Firmaet har tænkt på problemet med blinde personer, men deres løsning kræver en ændring af reglerne.
- Det bliver svært. For så skal systemet ændres i hele Europa, siger Søren Wing.
Håndleddet husker
I Jyske Bank er afdelingsdirektør for selvbetjening Benny Kristensen også kritisk over for idéen.
- Det lyder smart, men det er upraktisk. Mange husker koden med håndleddet, og derfor kigger de ikke ned på tallene, når de trykker, siger han.
Netop dét problem oplevede PBS, da de flyttede talrækken på dankortautomaterne fra at begynde nederst i venstre hjørne til øverst i samme side. Her havde mange svært ved at taste koden.
Benny Kristensen fortæller også, at alle danske banker bruger den samme software til deres hæveautomater, og køber den ind fælles. Derfor har bankerne ifølge ham heller ikke noget konkurrencemæssigt argument for at investere i opfindelsen.